Ox Chair er en af Wegners mest skulpturelle og dristige værker og den demonstrerer smukt hans innovative tilgang til design, som både var kunstnerisk og ekstravagant.
Stolen, som efter sigende var designerens egen favorit, blev designet i 1960, men lanceredes først for alvor i 1989, efter at Wegner overlod dens komplekse polstring til Erik Jørgensen.
Stolen blev samme år som Erik Jørgensen lancerede den, introduceret på møbelmessen i Milano, hvor den øjeblikkeligt manifesterede sig som en ægte designklassiker, beundret for sin sofistikerede konstruktion og sit skulpturelle udtryk.
Ox Chair var ikke alene nytænkende, med denne stol gjorde Wegner også op med alt den pænhed han havde lært under sin uddannelse på Kunsthåndværkerskolen. Stolens voluminøse overkrop bliver som noget nyt for Wegner båret på et tyndt understel af stål.